Arbejdende landbrugsmuseum på Fløjgården i weekenden 15.-16. juli 2017 kl. 10-16
Belgiske heste og veterantraktorer på arbejde i marken
Gennem mere end 25 år har landbrugsmuseet Fløjgården åbnet dørene den 3. weekend i juli, for at vise gårdens belgiske heste i arbejde for selvbinder, kartoffeloptager og andre redskaber, ligesom gamle traktorer vises i funktion for tærskeværk, harve mm.
Selvbinderen trækkes af et 3-spand belgiere, kartoffeloptageren forspændes et 2-spand belgiere, hesteomgangen, som var datidens trækkraft, trækker her en hakkelsesmaskine. Hesteomgangen var ofte placeret på gårdspladsen, hvor den blev trukket af en hest, når der f. eks. skulle tærskes neg om vinteren. Ofte var det et af gårdens børn, som havde opgaven med at gå bag hesten, sådan at den ikke stoppede, og dermed stoppedearbejdet med tærskningen.Veterantraktorer vises for et Nordsten tærskeværk, hvor der tærskes neg, og i marken, hvor der harves.
Briketpresseren er et eksempel på et redskab, som der (heldigvis) kun var brug for i få år, nemlig under krigen og to til tre år efter. Som erstatning for kul, koks og træ måtte man hente tørvesmuld i mosen og presse denne til briketter. Det foregik ved, at man fjernede det øverste lag af græstørv, harvede jorden til den blev løs, samlede den sammen, læssede og kørte hjem, hvor smulden blev presset til briketter. Der er stadig enkelte steder, hvor man kan finde lidt tørv, så derfor er det muligt at vise briketpressen i funktion.
Smedene har tændt op i essen, og der arbejdes dagen lang med udførsel af forskellige opgaver, f. eks. hestesko.
Sadelmager Eya Andersen, Viskinge vil være at træffe om lørdagen, hvor man kan få en snak om omstopning og reparation af sadler, syning og reparation af forskelligt udstyr til både heste og hunde. Eya vil også vise, hvordan læder håndsys, og man kan se og føle på læderet, inden det bliver skåret op til forskellige emner. Ud over at lave udstyr til heste og hunde, laver Eya også boligudstyr, som f. eks. læderstropper til hylder, skuffer og skabe, hvilket er mode netop nu.
Biavler Vagn Kildsig, Herrestrup, viser og fortæller om livet i en levende bifamilie, og ud fra billeder og plancher forklares, hvad der foregår i bifamilien gennem døgnet, 365 dage om året. Der vil være smagsprøver af den tidlige høst af honning, og der vises handelsvarer baseret på biernes produktion af honning, pollen, propolis og voks.
Rebslageren slår reb. En af de opgaver, som hørte vintertiden til i gamle dage, var at lave nye reb. Året igennem samlede man bånd fra de halmballer, som blev brugt til foder og tørt halm i lejerne. Knuderne blev skåret af, og båndene bundet sammen. Herefter kunne man så, typisk på staldgangen, sætte nogle lange længder op af båndene, som herefter kunne snos sammen til reb.
De gamle håndværk med at spinde og karte uld vises, og Kate Jensen, Stenlille sælger fine blomsterbuketter.
Kunstner Alan Waring er til stede med skitseblokken, hvor han tegner belgiske heste, men Alan medbringer også et udvalg af sine unika værker i stentøj.
Der er ”ponyridning” med de store belgiske heste, og der er mulighed for at få en køretur i hestevogn forspændt et 2-spand belgiere.
Museet, som åbnede med godt 100 katalognumre i 1989, er siden da nået en samling af redskaber,maskiner og køkkenting på op mod 2.000 effekter, hovedsagelig fra perioden 1880 og op til 1950’erne. Hvor museet tidligere fik mange henvendelser fra folk om, at man havde ting liggende, som kunne have interesse, har der været meget få henvendelser i de senere år, og i så fald har der ofte været tale om ting, som allerede findes på museet. Man må derfor nok se i øjnene, at der efterhånden ikke findes ret meget mere rundt omkring, fortæller Arne Høgh Hansen, som sammen med sin kone Kirsten, driver det privatejede museum.
Det er muligt at købe en forfriskning som øl/vand, is, pølser, kaffe/te og kage.
Kør en tur til Landbrugsmuseet Fløjgården i weekenden 15.-16. juli, og se nogle af de gamle redskaber i funktion, og en masse andre ting, som man husker fra sine forældre eller bedsteforældres tid. Entreen er 40 kr. for voksne og 5 kr. for børn, der er åbent begge dage fra kl. 10-16, og adressen er Dalbyvej 66, 4281 Gørlev, som ligger nær Reersø.